Når vi taler om vitaminer, bruger vi bogstaver som A, B, C, D, E og K, som om de altid har været der. Men hvorfor netop disse bogstaver – og hvorfor mangler der tilsyneladende nogle i rækken? Historien bag vitaminernes navne er både et stykke videnskabshistorie og et eksempel på, hvordan opdagelser, fejl og tilfældigheder har formet vores sprog om sundhed.

Begyndelsen: Jagten på de “livsnødvendige stoffer”

I slutningen af 1800-tallet begyndte forskere at forstå, at mad indeholder mere end bare kulhydrater, fedt og protein. Nogle stoffer – i meget små mængder – viste sig at være afgørende for, at kroppen kunne fungere normalt. Mangel på dem førte til sygdomme som skørbug, beriberi og rakitis.

Den polske biokemiker Casimir Funk foreslog i 1912, at disse stoffer skulle kaldes “vitaminer” – en sammentrækning af vital amine, fordi han troede, de alle indeholdt en aminogruppe. Det viste sig senere ikke at være tilfældet, men navnet hang ved.

Vitamin A: Det første i alfabetet

Det første vitamin, der blev identificeret, var et fedtopløseligt stof, som viste sig at være nødvendigt for synet og for vækst. Det blev derfor kaldt vitamin A – “A” for at markere, at det var det første i rækken. Stoffet blev fundet i smør, æggeblomme og lever, og senere forstod man, at kroppen også kan danne det ud fra betacaroten i gulerødder og andre grøntsager.

Vitamin B – en hel familie

Kort efter opdagelsen af vitamin A fandt forskere et andet stof, der kunne forhindre sygdommen beriberi. Det fik navnet vitamin B. Men da man senere undersøgte stoffet nærmere, viste det sig, at det faktisk bestod af flere forskellige forbindelser med hver sin funktion. Derfor blev B-vitaminet opdelt i en hel B-gruppe: B1, B2, B3, B5, B6, B7, B9 og B12.

De “manglende” numre – som B4, B8, B10 og B11 – blev fjernet, da man fandt ud af, at de ikke var egentlige vitaminer, men andre stoffer, kroppen selv kan danne eller ikke har brug for i samme forstand.

Læs også:

Myter og fakta om optagelse af kosttilskud – hvad viser forskningen egentlig?

Kosttilskud

Mange tager dagligt kosttilskud for at styrke sundheden, men hvor meget af det virker egentlig – og hvad bliver reelt optaget i kroppen? Artiklen gennemgår de mest sejlivede myter og præsenterer den nyeste viden, så du kan træffe mere informerede valg om dine tilskud.

Omega-3, -6 og -9: Forstå forskellene – og hvorfor balancen er vigtig

Kosttilskud

Omega-3, -6 og -9 spiller hver deres rolle i kroppen, men det er samspillet mellem dem, der gør forskellen. Få indsigt i, hvordan du opnår den optimale balance gennem kost og eventuelle tilskud, og hvorfor det kan have stor betydning for dit velbefindende.

Styrke eller støtte immunforsvaret? Sådan forstår du forskellen

Kosttilskud

Mange taler om at styrke immunforsvaret, men hvad indebærer det i virkeligheden? Læs med og få klarhed over forskellen mellem at styrke og støtte kroppens naturlige forsvar, og lær hvordan du bedst hjælper dit immunforsvar i hverdagen.

Fordøjelsestilskud i forandring – hvornår kan de gøre en forskel?

Kosttilskud

Fordøjelsestilskud er blevet en fast del af mange danskeres hverdag, men hvornår giver de faktisk mening? Artiklen guider dig gennem den nyeste viden, tendenser og forskningsresultater, så du kan træffe et informeret valg for din mave og dit velvære.

Vitamin C: Skørbuggens modgift

Vitamin C blev opdaget i 1930’erne, men dets virkning havde søfolk kendt i århundreder. De vidste, at citrusfrugter kunne forhindre skørbug, en sygdom forårsaget af mangel på netop dette vitamin. Da man kemisk isolerede stoffet, fik det navnet C – simpelthen fordi det var det næste i rækken efter A og B.

Vitamin D: Solens vitamin

I begyndelsen af 1900-tallet kæmpede mange børn i Nord- og Vesteuropa med rakitis, en sygdom der gav bløde og deforme knogler. Forskere fandt ud af, at sollys kunne forhindre sygdommen, og at et fedtopløseligt stof i fiskeolie havde samme effekt. Det blev kaldt vitamin D, og senere opdagede man, at kroppen selv kan danne det, når huden udsættes for sollys.

Vitamin E: Det “glemte” vitamin

Vitamin E blev opdaget i 1920’erne, da forskere undersøgte fertilitet hos dyr. De fandt, at et stof i planteolier var nødvendigt for reproduktion. Det fik navnet vitamin E, men i mange år vidste man ikke præcist, hvad det gjorde i kroppen. I dag ved vi, at det fungerer som en antioxidant, der beskytter cellerne mod skader.

Vitamin K: Fra koagulation til knogler

Det sidste bogstav i vitaminrækken, K, stammer fra det tyske ord Koagulation. I 1930’erne opdagede den danske biokemiker Henrik Dam, at et fedtopløseligt stof var nødvendigt for blodets evne til at størkne. Han kaldte det “Koagulationsvitaminet” – og bogstavet K blev hængende. Senere fandt man ud af, at vitamin K også spiller en vigtig rolle for knoglernes sundhed.

Hvorfor stopper alfabetet her?

Der findes faktisk flere stoffer, der engang blev kaldt vitaminer – som F, G og H – men de blev senere omklassificeret, da man fandt ud af, at de enten var fedtsyrer, enzymer eller allerede dækket af de eksisterende grupper. Derfor endte vitaminernes alfabet med at bestå af netop A, B, C, D, E og K.

Et alfabet med historie

Vitaminernes navne er altså ikke resultatet af en planlagt systematik, men af en række videnskabelige opdagelser, fejl og justeringer over tid. Hvert bogstav fortæller en historie om, hvordan forskere gradvist afdækkede kroppens behov for mikronæringsstoffer – og hvordan noget så simpelt som et bogstav kan rumme årtiers forskning i sundhed og ernæring.